Henrik Ibsens skrifter

I en Theateranmeldelse i ​Deres Blads Lørdagsnummer findes udtalt den Yttring, at ​en Debutantinde paa det norske Theater ved sin første Optræden røbede «Mangel paa Instruktion baade i Spil og Sang».

Dette benægtes; under mig er ingen Debutant optraadt uden tilstrækkelig Forberedelse. En anden Sag er det, at en Begynder viser sig at mangle Routine, og det er denne Mangel Deres Anmelder har ​forblandet med Mangel paa Instruktion.

Naar der endvidere ankes over ​et «skarpt e i Endestavelserne» og dette betegnes som «en Fejl, der under Instruktionen burde været rettet», saa skal jeg hertil bemærke, for det Første at ​dette «skarpe» e ikke er skarpt, men betonet; for det Andet at denne Udtale ikke, som Deres Anmelder mener, er nogen ejendommelig Uvane hos den omtalte Begynderinde, men at den tvertimod under en flereaarig Musikundervisning er hende indprentet som Regel i en Sangmethode, der nutildags almindeligt ​befølges saavel her som i Udlandet; og endelig for det Tredie at da Theatret ikke anerkjender denne Methode, saa er Maneren af mig mangfoldige Gange bleven paatalt og rettet.

At imidlertid ingen Begynder ved sin første Optræden kan overholde enhver Rettelse, er en Sandhed, som Deres kritiske Iagttager forhaabentlig er ​enestaaende om ikke at ville indrømme.